Ekskurs om den fremmede

Når vandringen, forstået som løsheden fra ethvert givet punkt i rummet, er den begrebsmæssige modsætning til fikseringen ved et sådant, så udgør den sociologiske form »den fremmede« på visse måder enheden af begge bestemmelser — idet det også her viser sig, at forholdet til rummet kun på den ene side er betingelsen, på den anden symbolet for forholdet til mennesker. Den fremmede er her altså ikke ment i den hidtil ofte berørte betydning, som den vandrende der kommer i dag og rejser i morgen, men som den der kommer i dag og bliver i morgen — så at sige den potentielle vandrer, der, skønt han ikke er draget videre, ikke helt har overvundet løsheden i at komme og gå. Han er fikseret inden for en bestemt rumlig kreds — eller en, hvis grænsebestemthed er analog med den rumlige — men hans position i denne kreds er væsentligt bestemt ved, at han ikke fra begyndelsen hører til den, at han bærer kvaliteter ind i den, som ikke stammer og ikke kan stamme fra den.

Enheden af nærhed og fjernhed, som ethvert forhold mellem mennesker rummer, er her nået frem til en konstellation, der kortest kan formuleres således: distancen inden for forholdet betyder, at det nære er fjernt, mens fremmedheden betyder, at det fjerne er nært. Thi fremmedhed er naturligvis et ganske positivt forhold, en særlig vekselvirkningsform; Sirius’ beboere er os egentlig ikke fremmede — i det mindste ikke i den sociologisk relevante betydning af ordet — de eksisterer overhovedet ikke for os, de står hinsides fjernt og nært. Den fremmede er et element i gruppen selv, ikke anderledes end de fattige og de mangfoldige »indre fjender« — et element, hvis immanente medlemsstilling samtidig indeslutter et udenfor og et overfor. Den måde, hvorpå frastødende og distancerende momenter her danner en form for samvær og vekselvirkende enhed, skal nu antydes ved følgende, på ingen måde udtømmende bestemmelser.

I hele økonomiens historie optræder den fremmede overalt som handelsmand, og handelsmanden som fremmed. Så længe økonomien i det væsentlige er bundet til at dække egne behov, eller produkterne udveksles i en rumligt snæver kreds, behøves der ingen mellemmand inden for den; en handelsmand kommer kun på tale for de produkter, der fremstilles helt uden for kredsen. For så vidt ikke personer selv vandrer ud i det fremmede for at indkøbe det fornødne — i hvilket tilfælde de netop i dette andet område er de »fremmede« købmænd — må handelsmanden være en fremmed; for nogen anden er der ingen eksistensmulighed.

Denne position skærpes for bevidstheden, når han, i stedet for at forlade stedet for sin virksomhed, fikserer sig ved det. Thi i utallige tilfælde bliver også dette kun muligt for ham, hvis han kan leve af mellemmandshandel. En nogenlunde lukket økonomisk kreds, hvor jord og grund og de håndværk, der tilfredsstiller efterspørgslen, allerede er fordelt, vil alligevel yde handelsmanden en eksistens; thi alene handelen muliggør ubegrænsede kombinationer, i den finder intelligensen stadig udvidelser og nyåbninger, som den umiddelbare producent med sin ringere bevægelighed og sin henvisning til en kun langsomt forøgelig kundekreds kun vanskeligt opnår. Handelen kan altid optage flere mennesker end den primære produktion, og den er derfor det anviste område for den fremmede, der så at sige som supernumerarius trænger ind i en kreds, hvor de egentlige økonomiske positioner allerede er besat. Det klassiske eksempel giver de europæiske jøders historie. Den fremmede er netop af natur ingen jordbesidder, hvor jord ikke alene forstås i fysisk forstand, men også i overført: som en livssubstans, der, om ikke ved et rumligt, så ved et ideelt sted i den sociale kreds (gesellschaftlichen Umkreises) er fikseret. Selv i de mere intime forhold fra person til person kan den fremmede udfolde al mulig tiltrækning og betydning; men så længe han netop føles som fremmed, er han i det øvrige »jordløs«.

Nu giver denne henvisning til mellemmandshandelen og ofte, som i en sublimering heraf, til den rene pengeforretning, den fremmede den særlige karakter af bevægelighed. I denne, idet den finder sted inden for en afgrænset gruppe, lever den syntese af nærhed og fjernhed, som udgør den fremmedes formale position: thi den ganske bevægelige kommer lejlighedsvis i berøring med hvert enkelt element, men er organisk, gennem slægts-, lokal- og erhvervsmæssige fikseringer, ikke knyttet til nogen enkelt af dem.

Et andet udtryk for samme konstellation ligger i den fremmedes objektivitet. Fordi han ikke fra roden er fastlagt for gruppens singulære bestanddele eller ensidige tendenser, står han over for dem alle med den særlige attitude, der tilkommer den »objektive«, og som ingenlunde blot betyder afstand og uengagerethed, men er en særlig dannelse af fjernhed og nærhed, ligegyldighed og engagerethed. Jeg henviser til behandlingen (i kapitlet »Over- og underordning«) af den fremmede i gruppen, hvis type var praksissen i de italienske byer, som kaldte deres dommere udefra, fordi ingen indfødt var fri for indfangethed i familieinteresser og partier. Med den fremmedes objektivitet hænger også det ovenfor berørte2 fænomen sammen, den forbavsende, ja indtil skriftemålets karakter gående åbenhed: den vises først og fremmest, om end ikke udelukkende, den, der drager videre, mens man omhyggeligt nægter den enhver, der bliver nær. Objektivitet er på ingen måde ikke-deltagelse — thi denne står overhovedet hinsides subjektiv og objektiv adfærd — men en positivt særlig art af deltagelse: ligesom objektiviteten i en teoretisk iagttagelse ingenlunde betyder, at ånden er en passiv tabula rasa, hvori tingene indskriver deres egenskaber, men den fulde virksomhed af en ånd, der virker efter sine egne love, blot således at den har udskilt de tilfældige forskydninger og betoning, hvis individuelt-subjektive forskelligheder ville give ganske forskellige billeder af samme genstand. Man kan også kalde objektivitet for frihed: det objektive menneske er ikke bundet af nogen fastlæggelse, der kunne prejudicere hans optagelse, hans forståelse, hans afvejning af det givne.

Denne frihed, som lader den fremmede opleve og behandle også nærforholdet som fra et fugleperspektiv, rummer naturligvis alskens farlige muligheder. Fra gammel tid hævder den angrebne part ved opstande af enhver art, at der har fundet ophidselse sted udefra, gennem fremmede udsendinge og hetzere. For så vidt det er tilfældet, er det en overdrivelse af den fremmedes specifikke rolle: han er den friere, praktisk og teoretisk, han overskuer forholdene mere fordomsfrit, måler dem med almenere, mere objektive idealer, og er i sin handling ikke bundet af vane, fromhed eller forudgående3.

Endelig vinder proportionen af nærhed og fjernhed, der giver den fremmede objektivitetens karakter, endnu et praktisk udtryk i det mere abstrakte væsen ved forholdet til ham, det vil sige deri, at man med den fremmede kun har visse mere almene egenskaber fælles, mens forholdet til de mere organisk forbundne bygger på ligheden af specifikke forskelle over for det blot almene. Efter dette skema fuldbyrdes overhovedet, i mangfoldige anordninger, alle nogenlunde personlige forhold. Over dem afgør ikke alene, at der mellem elementerne består bestemte fællesskaber, ved siden af individuelle forskelle, som enten påvirker relationen eller holder sig hinsides den. Dette fælles selv bliver i sin virkning på forholdet væsentligt bestemt ved, om det kun består mellem netop denne gruppes elementer og altså indadtil ganske vist er alment for dem, men udadtil specifikt og uforligneligt — eller om det for elementernes egen fornemmelse kun er dem fælles, fordi det overhovedet er fælles for en gruppe, en type eller menneskeheden. I det sidste tilfælde indtræder, proportionalt med hvor vid den kreds er, hvis led bærer samme karakter, en fortynding af det fælles’ virkning: det fungerer ganske vist som ensartet basis for elementerne, men det henviser ikke netop disse elementer til hinanden, thi netop en sådan lighed kunne hvert af dem også fællesgøre med alle mulige andre.

Også dette er åbenbart en måde, hvorpå et forhold samtidig indeslutter nærhed og fjernhed: i den grad lighedsmomenterne har alment væsen, blandes der i den varme, som den stiftede forbindelse bærer, et element af kølighed, en fornemmelse af netop denne relations tilfældighed, og de bindende kræfter har mistet deres specifikke, centripetale karakter. Denne konstellation synes mig i forholdet til den fremmede at have en overordentlig principiel overvægt over de individuelle fællesskaber, der kun tilhører det pågældende konkrete forhold. Den fremmede er os nær, for så vidt vi føler ligheder af national eller social, erhvervsmæssig eller alment menneskelig art mellem ham og os; han er os fjern, for så vidt disse ligheder rækker ud over ham og os og kun forbinder os begge, fordi de overhovedet forbinder meget mange.

I denne forstand kommer der let også ind i de snævreste forhold et træk af fremmedhed. Erotiske forhold afviser på første lidenskabs stadium ganske bestemt enhver generaliseringstanke: nej, en kærlighed som denne har overhovedet aldrig eksisteret, hverken den elskede person eller vor fornemmelse for den lader sig sammenligne med noget. Fremmedgørelse plejer — om som årsag eller som følge er svært at afgøre — at indtræde i det øjeblik, hvor forholdet mister følelsen af sin eneståenhed; en skepsis over for dets værdi i sig selv og for os knytter sig netop til tanken, at man til syvende og sidst med det kun fuldbyrder et alment menneskeligt lod, oplever en tusind gange forekommen erfaring, og at, havde man ikke tilfældigvis mødt netop denne person, ville en hvilken som helst anden have vundet samme betydning for os. Og noget af den slags kan næppe mangle i noget, selv det nærmeste, forhold, fordi det, der er to fælles, måske aldrig er fælles kun for dem, men tilhører et almenere begreb, som rummer endnu meget andet, mange muligheder af det samme; så lidt de end måtte virkeliggøres, så ofte vi end glemmer dem, trænger de sig dog hist og her ind mellem menneskene, som skygger, som en tåge, der undslipper hvert betegnende ord, og som først ligesom måtte størkne til fast legemlighed, for at hedde jalousi. Måske er dette i mange tilfælde den mere generelle, i det mindste den uovervindeligere fremmedhed, end den der gives af forskelle og uforståeligheder: at der ganske vist består lighed, harmoni, nærhed, men med den fornemmelse, at de egentlig ikke er netop dette forholds eneret, men noget almenere, der potentielt gælder mellem os og ubestemt mange andre, og som derfor ikke lader dette ene realiserede forhold tilkomme nogen intim og udelukkende nødvendighed.

På den anden side findes en art »fremmedhed«, hvor netop fællesskabet på grundlag af noget almenere, der omfatter parterne, er udelukket. Typisk er her grækernes forhold til βαρβάροις4 — alle de tilfælde, hvor den anden netop nægtes de generelle egenskaber, som man fornemmer som egentlig og blot menneskelige. Alene her har »den fremmede« ingen positiv betydning; forholdet til ham er et ikke-forhold; han er ikke det, som hvilket han her kommer i betragtning: et led af gruppen selv.

Som sådant er han tværtimod på én gang nær og fjern, som det ligger i, at relationen fundamenteres på en kun alment menneskelig lighed. Mellem disse to elementer rejser sig imidlertid en særlig spænding, idet bevidstheden om kun at have det overhovedet almene fælles netop bringer det, der ikke er fælles, til særlig betonelse. Men i tilfældet land-, by-, racefremmed o.s.v. er dette atter intet individuelt, men en fremmed herkomst, som er fælles eller kunne være fælles for mange fremmede. Derfor opfattes de fremmede egentlig heller ikke som individer, men som fremmede af en bestemt type overhovedet; momentet fjernhed er over for dem ikke mindre generelt end momentet nærhed.

Denne form ligger for eksempel til grund for et så specielt tilfælde som den middelalderlige jødeskat, som den blev krævet i Frankfurt, men også andetsteds. Mens den skat, de kristne borgere betalte, vekslede efter formuestandens øjeblikkelige tilstand, var skatten for hver enkelt jøde fastsat én gang for alle. Denne fikserethed berodde på, at jøden havde sin sociale position som jøde, ikke som bærer af bestemte saglige indhold. I skattesager var enhver anden borger ejer af en bestemt formue, og hans skat kunne følge dens forandringer. Jøden derimod var som skatteyder i første linje jøde, og derved fik hans skattemæssige position et invariabelt element; stærkest træder dette naturligvis frem, så snart selv disse individuelle bestemmelser, hvis individualitet var begrænset af den stive uforanderlighed, falder bort, og de fremmede betaler en gennemgående ens kopskat.